Red Barnet – Ferielejre for børn og unge i Aarhus

Der er bevilliget midler til, at 95 børn og unge kan komme på ferielejre. Børnene fordeles på fire lejre, hvor der også deltager 60 frivillige i alt. Der udbydes to ferielejre for børn i alderen 6-12 år og to ferielejre for unge i alderen 13-17 år.

Ferielejrene er for børn og unge i alderen 6-17 år i Aarhus Kommune, som kommer fra familier med begrænset økonomisk råderum og overskud.

Ferielejrenes aktiviteter tager udgangspunkt i de børn, der deltager, og kan variere bredt lige fra skattejagt, boldspil, strandture, krea-aktiviteter, wellness og mindfulness til hyggestunder med popcorn, skumfiduser og snobrød over bål.

Alle aktiviteter har positive fællesskaber som omdrejningspunkt.

Udvikling af Red Barnets ferielejre:

  • I 2018 afholdt Red Barnet 25 ferielejre, hvor flere end 600 børn og forældre var med
  • I 2019 var det tal steget til 37 ferielejre for omkring 800 deltagere
  • I 2020 kom omkring 1.200 børn og familier på ferie på en af Red Barnets 54 ferielejre

Red Barnet er verdens største uafhængige børneorganisation. De har ca. 60 lokalforeninger og ca. 2000 frivillige. Den danske Red Barnet blev stiftet i 1945 og støtter bl.a. ferielejre for børn i hele landet i udsatte positioner. For nogle børn er sommerferien nemlig lang og ensom, og den indebærer sjældent rejser, sommerhusture eller udflugter, når alle ens kammerater er på ferie.

Som følge af de seneste års inflation og stigende priser, er der kommet flere familier, der ikke har råd til sommerferie. Ferielejrenes formål er at give børnene positive ferieoplevelser med jævnaldrende, nye venskaber og fællesskabsoplevelser, faciliteret af frivillige voksne.

Bevilget Beløb: 84.486 kr.

Læs mere her: Red Barnet arrangerer ferielejre for børn og familier