Familieforløb til familier ramt af spiseforstyrrelser
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade (FSS) har modtaget en bevilling til indsatsen Familieforløb til familier ramt af spiseforstyrrelser.
Et tilbud til de familier, som FSS ofte hører fra i deres rådgivning, fordi de ikke kan få hjælp til deres barn, da barnet ikke er sygt nok. Ofte fornemmer forældre tidligt, at der er noget galt, men de har brug for hjælp til at kunne støtte på den rigtige måde og forhindre en reel spiseforstyrrelse i at udvikle sig.
Der er flere grunde til at reagere hurtigt, når forældre fornemmer, at der er noget galt. Dels fordi hurtig indgriben over for en spirende spiseforstyrrelse er afgørende for at undgå lange sygdomsforløb, og dels fordi forskningen viser, at spiseforstyrrelser skal behandles inden for de første tre år. I de tidlige stadier er ændringerne i hjernen, kroppen og adfærden lettere at vende.
Indsatsen består af skræddersyede familieforløb, der kombinerer individuelle samtaler, familiesamtaler og gruppeforløb. Indsatsen skal forhindre, at børn og unge med begyndende tegn udvikler en alvorlig spiseforstyrrelse, og samtidig sikre, at familien forbliver en stærk ressource.
Bevilget beløb: 500.000 kr.
Læs mere her: Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade https://spiseforstyrrelse.dk