Fra lavt selvværd til mentalt muskelbundt

Af Vibeke Nyfos

Linn og Vicky banede sig vej ind på Ebbefos Fondens spritnye kontor, dengang vi næsten kun bestod af en hensigt, og vi elskede dem og deres formål fra allerførste sekund.
Sammen driver de Mindzone, en indsats i øjenhøjde med unge, i kampen mod lavt selvværd, og med mental styrketræning som redskab.

Det er svært at forestille sig, at de to kvinder, der står foran os i et klasseværelse på en skole lidt uden for Roskilde, har døjet med nogen som helst selvværds-issues. Der hænger en varme og en mildhed over dem, som de står der og smiler til en flok femteklasses elever, mens de giver den næste instruks:

”Nævn tre ting om dig selv, du er god til.”

Drengen ved vinduet svarer velvilligt, for det er snart en gammelkendt og elsket øvelse. Men efter den anden ting går han i stå med et ”Øøøh…”
En klassekammerat nogle borde derfra, kommer ham til undsætning: ”Du er sjov, jo!”
”Nårh, ja”, svarer drengen lettet. ”Det er jeg jo.”

Øvelsen er en del af en terningeleg, hvor man slår en terning og derefter udfører en handling svarende til øjnene på terningen. Det kan for eksempel være at rose sin sidemand eller sige noget godt om en lærer. Eller mere ufarligt: Hvis du kun skulle spise én ret hver dag i dit liv. Hvad skulle det så være? 
Eleverne elsker legen og efterspørger den. Men det har alligevel været svært at rose sig selv og hinanden, og de gør det kun så dygtigt nu, fordi de har øvet sig. Denne gang er niende gang i Mindzone-forløbet.

Ved siden af øvelserne i klassen består forløbet også af en webbaseret platform, hvor eleverne skal arbejde individuelt. Her kan de følge forskellige videoer, hvor for eksempel kendte influencere beskriver, hvordan de arbejder med mental styrketræning, og hvor det bliver klart for eleverne, at usikkerhed og selvværdsproblemer kan herske hos selv den sejeste af deres forbilleder. Men også hvordan forbillederne har lært at håndtere det.
Bagefter skal de besvare spørgsmål af forskellig karakter – lige fra Hvordan ser din blide stemme ud? til hvordan deres dag begyndte, om den var god eller dårlig og hvad der skal til for at gøre den god. Sådan noget.

Det burde være nemt nok at være god ved sig selv. Men det er det langt fra, og børnene i Roskilde beviser tydeligt, at det at rose sig selv og hinanden ikke kommer ligetil for de fleste, hvis vi ikke øver os.
Som Svava fra 5.B siger: 

”Jeg er ikke vant til at sige sådan pæne ting om mig selv. Jeg er kun vant til at sige det til andre.”

Og Erik ved siden af hende tilføjer, at han har opdaget flere evner hos sig selv, han ikke anede, han havde. Eller i hvert fald ikke gik og tænkte over, før han fik ros af sine klassekammerater (og sig selv).

Linn og Vicky, stifterne af Mindzone

Fordi det er fedt at have det godt

Mindzones stiftere, Linn og Vicky ved, hvad de taler om. Ikke blot fordi de har uddannet sig, så de kan sætte ord og sammenhæng på den negative spiral, man ser ned i, når man døjer med lavt selvværd. Men også fordi de har oplevet tyngden af det, da de selv var børn. Og den erfaring er de åbne om.
Børnene lytter interesseret, når Linn og Vicky taler om sig selv og beskriver de scenarier, hvor de engang selv var ved at dø af skræk og utryghed.
For eksempel frygtede Linn at fremlægge på engelsk. Nu står hun der ved tavlen og tør være åben om det, så sød, så sikker, så meget én, man godt gad være.

”Jeg kunne ikke mærke mine egne grænser”, supplerer Vicky. ”Jeg kunne ingenting. Og havde aldrig troet, det skulle være anderledes.”

Kampen for selvværdighed

Mindzone opstod i sin spæde form dengang, Linn var 23 år og arbejdede med børn med alt fra spiseforstyrrelser, som overvægtige og socialt udsatte. I dem genkendte hun al den negative selvsnak og hvordan de sammenlignede sig på de sociale medier fra sig selv. Det handlede jo alt sammen om mangel på ’selvværdighed’, som hun kalder det. Det betyder, at man kan se sine egne styrker og holder af sig selv. Men det kommer ikke af sig selv – det skal trænes, og den erfaring fik Linn lyst til at give videre til andre som hende selv.
”Pay it forward, pay it forward”, samstemmer Vicky Linn, som er det et mantra, de gentager ofte.

Da Linn mødte den 17 år ældre Vicky, der havde arbejdet med sig selv og coachet voksne i årevis, gik det pludselig stærkt. 

”Så gav det mig lige pludselig mening, det her med at skulle starte med børn. Fordi jeg selv kunne have brugt det, jeg har lært som voksen, så meget mere”, forklarer Vicky.

”Altså jeg har aldrig selv haft tanke på, at jeg skulle være selvstændig. Men jeg tror bare, det har været sådan en masse organiske steps. Fordi vi har haft den der fælles passion. At ville gøre en forskel for børn og unge”, tilføjer Linn.

Derfor er deres slagord også så enkelt og uhøjtideligt: ”Fordi det er fedt at have det godt.”

Få måneder efter Linn og Vicky var gået sammen, blev de kontaktet af Københavns Kommune til et forløb om uddannelsesparathed og mental styrketræning.
Året efter, i 2017, vandt de prisen i Årets Game Changer for at gøre en særlig forskel for børn og unge ved Reach for Change. Med prisen fulgte der en økonomisk gevinst på 400.000. Og så kunne de for alvor begynde at udvikle deres program.
Det nuværende forløb med den digitale platform blev til under Corona-nedlukningen, hvor det undervejs blev klart, at det digitale, intime rum også kunne noget. Platformen er blevet et vigtigt supplement til Mindzone-forløbet i skoleklasserne, for på den måde kan man udvikle sig i sit eget space også:

”…det er jo det, de lærer på platformen. Det der med, at vi taler pænt om hinanden, og vi griner ikke af hinanden. Og at det faktisk ikke er at være selvglad, hvis det er, at man taler pænt om sig selv. Bare man ikke nedgør andre samtidig”, forklarer Vicky.

Når de mentale muskler er i topform, er der endnu bedre grobund for at udvikle fællesskabet positivt.

Om det sidste lykkes, synes Erik fra 5.A godt kunne være tilfældet. Om klassekammeraterne siger han: 

”Altså, de plejer faktisk at gå sådan lidt mere opløftede fra det.”

Men så tilføjer han med et skævt smil: ”Nu ved jeg ikke, om det kun er fordi, de slipper for matematikken…”

Ebbefos Fonden har støttet Mindzone med 1.540.000 kr. til udvikling og test af deres trivselsforløb til skoleklasser, hvor også den digitale platform er indarbejdet.

Fakta om Mindzone

Mindzone (tidligere Projekt S) er stiftet af Vicky Kornblit og Linn Tornholm i 2015.
Linn har en bachelor i Global Nutrition and Heath med særligt fokus på mental sundhed.
Vicky er uddannet mindfulness-instruktør, Enneagramtræner, NLP-træner og stresscoach.

Mindzoneforløbet henvender sig til børn og unge mellem 10-19 år.
Det udmærker sig i øvrigt ved, at det et let at gå til, også for travle lærere, da det ikke forudsætter et særskilt kursus eller en lang forberedelse forinden.

Besøg Mindzones hjemmeside


Linn og Vickys power pose