Fra langvarigt skolefravær til trivsel i Bü-rummet

Af Vibeke Nyfos

I en tidligere pedellejlighed mødes en gruppe elever og er i en anden form for skole. Alle har haft det mere end svært i en lang periode, de fleste er blevet udredt med forskellige diagnoser – og alle var efterhånden nået så vidt, at de havde opgivet alt om at lykkes i et skoletilbud.  Og så blev de hjemme.
Men i Bü-rummet, som lejligheden kaldes, kommer de i skole og trives.

Den ligner enhver anden mellemstor bylejlighed med en ’stue’, et par mindre værelser og et hyggeligt køkken-alrum med spiseplads. I stuen står der et langt spisebord med stole omkring. Det er tydeligvis hjertet i Bü-rummet – eller skulle man sige ’klasseværelset’. Skelettet i hjørnet leder tankerne hen på gamle film, hvor det var en fast bestanddel i læringsrummet. Det her skelet er dog anderledes påklædt med alverdens lapper, huer og bånd, der er hæklet i forskellige farver. På én gang afmonteret det uhyggelige, morbide – og afløst af varmt hjemmestrik og mormorhygge. Næsten symbolsk, når man spørger ind til denne elevgruppes skoleerfaringer.

Lader man blikket glide hen over bordet, er der tilsvarende bunker af strik, garn og perlerier blandet med skoleting, pc’er og bøger. Rundt om bordet sidder eleverne, og snakken går, mens garn glider over flittige fingre og nye produkter tager form. I et skød ligger der en hund. Den er også tit med i skole og præsenteres som en slags maskot. Lige nu ligger den tålmodigt og lader sig nusse.

Fra biblioteksgrupper til mellemform

Bü-rummet er et alternativt skoletilbud på Skolen på Bülowsvej til børn i Frederiksberg Kommune, fortrinsvist for elever fra de største klasser, der har været i mistrivsel og skolefravær længe. Det begyndte, forklarer skolens leder, Lars Westh, som ’biblioteksgrupper’ – en selvopfunden indsats for skolens egne elever, der ikke rigtigt trivedes i deres klasser. På et tidspunkt fik man ideen at bruge den gamle pedellejlighed, som man indrettede med klunsede møbler, så den føltes hjemlig. Lige så stille begyndte man at modtage elever fra kommunens andre skoler, og nu er det et fasttømret tilbud og betegnes som en ’Mellemform’.

”Alt det vi går og gør, det er jo lidt et plaster,” siger Jens Rasmussen, som er lærer i Bü-rummet.

Med det mener han, at de lapper på en skade, der allerede er sket, men som måske kunne være afværget ved tidlig indsats i de almene klasser – før det fik psykiske, sociale og faglige konsekvenser.

Den autentiske fordring

Jens er populær hos børnene, og det var han også, fortæller han, da han underviste i almenskolen. Sjov, let og sludrende. Han varmer rummet op med kække bemærkninger, drillende og af og til provokerende, som når han opildner de unge til at diskutere og udfordrer dem fra sin side af generationskløften. 

Men han fortæller også, at han måtte oppe sig, første gang han mødte de unge fra Bü-rummet. For disse elever fordrer en anderledes autentisk voksen end den attitude, som Jens altid havde haft held med, men som måske ikke var helt igennem sand:

”Så prøvede jeg at køre lidt af det der af,” siger han.

” Hun gennemskuede det med det samme og ødelagde det fuldstændig for mig. Og jeg tænkte: Det duer jeg ikke til.”

Det blev starten på et relationsarbejde, der er baseret på en enorm ærlighed ved siden af den charme og humor, som helt sikkert også er den sande Jens. Han pakker ikke noget ind og snakker med de unge i øjenhøjde, og de elsker ham, fordi han ser dem og ’ikke behandler dem som en behandler’, som om de er anderledes.

”Man skal jo være villig til at give noget af sig selv,” understreger han. 

”Og kunne fortælle nogle historier. Det er noget narrativt, og de elsker det. Og så giver de også noget igen.”

Almenskolens snævre rammer

I Bü-rummet er alle anderledes. Eller forskellige, som mennesker er. 
De har dog alle det fælles, at de har måttet kaste håndklædet i ringen og forlade en skoleklasse, først en dag her og der, så uger, så måneder. Til sidst blev de bare hjemme, isoleret fra skolens sociale og faglige liv, men ude af stand til at overskue det. Og med voldsomme belastninger i tilgift.
Det gør sig gældende for Sia. Man kan nærmest føle, som tårerne presser sig frem i øjnene på hende, hvor stressende det var (og er), hver gang hun tænker på sin tid derhjemme. Også selvom hun siden hun kom til Bü-rummet, har været i skole hver dag, og trives. 
Eleverne beskriver alle sammen de klasser, de har måttet opgive, som kaotiske, larmende og med meget snævre rammer for, hvem man skulle være. Med utryghed i en uforudsigelig hverdag. Og med mange lærerskift.
De beskriver følelsen af svigt og voksne, man ikke tør stole på. Som Frida siger: 

”Jeg har prøvet mange gange, at voksne giver lidt falske forhåbninger. Hvor de siger, at de har ressourcerne til at hjælpe. Og så har de lidt svært ved at leve op til det. Og de vil jo gerne hjælpe, men så tror jeg, de har svært ved at sige, at de ikke kan gøre mere lige nu. Og ja, det skete så ikke, så jeg fik ikke rigtig noget hjælp. Og så gik det meget ned ad bakke.”

Når de unge i Bü-rummet beskriver forholdene i almenskolen, lyder det således:

”Man må aldrig komme for sent. En lærer i min skole låste døren, så man ikke kunne komme ind.”

”Hver dag var der et kæmpe drama, som skulle løses i plenum.”

”Nogle begyndte at kaste med ting.”

”Folk tager det personligt, hvis man beder om ro.”

Og som Frida udtrykker det: ”Fordi jeg havde et lidt svagere socialt batteri end mange af de andre i min klasse, og fordi der er så meget fart på, så er det svært, hvis man ikke kan følge med. Så går det bare videre. Der er ikke så mange, der venter på en.”

Man kan sige, at de unge i Bü-rummet har lidt under fællesskabets magt i den almene skole. Måske blev de dømt for at være lidt særlige. Eller følte det sådan. Som Jens siger:

”Jeg synes faktisk, at de er meget mere modne end den årgang, de hører til. Fordi de har valgt at vise, hvem de er.”

For mange af de unge blev det en lettelse at få en diagnose. Både fordi det er vejen til at blive lyttet til, at få hjælp. Men også fordi, som Sia beskriver det, at lærerne med ét har redskaber til at forstå de unge, så de ikke skal hjælpe sig selv:

”For jeg har lært, at man helt selv skal finde på det, der hjælper en. Men det kræver så meget, når man har det svært, og så også skal fortælle lærerne, hvad det er, man har brug for. Hvis man så ikke ved, hvad man har brug for, så bliver det også svært at finde en god løsning.”

En hverdag uden stress

I Bü-rummet er hverdagen fyldt med struktur og genkendelighed. Uanset hvornår man kommer i Bü-rummet, bliver man hilst med et kærligt ’Hej’ og kan glide på plads uden nogen form for drama. Det betyder meget, understreger alle.

”Hvis de ikke er kommet, f.eks. halv ni, så skriver jeg til dem”, siger Jens. 
”Så får jeg at vide fra forældrene: Det er en svær morgen. Så kan jeg godt finde på at skrive til eleven direkte: Husk, du er altså velkommen, og vi er klar til at tage imod dig, og du kan komme, når du kan. Og så kommer de. Fordi i de store klasser, der har de netop tænkt: Okay, hvis jeg kommer for sent, så er det bedre, at jeg ikke kommer.”

Den seje kamp forbi Færdighedskløften

Når eleverne starter i Bü-rummet skal man først reparere på det pres og den følelse af svigt, som har knækket dem i deres tidligere skoleliv. Jens beskriver ’Færdighedskløften’, som disse elever er havnet i eller står på kanten af, og som er den afstand fra nu til den videre vej i uddannelsessystemet. I Bü-rummet skærmer man eleverne fra den kløft og lader dem tage deres egne små, individuelle skridt hver dag.

”Det er måske bare dét at møde om morgenen. Det er det farlige. Så begynder de måske at være inde i gruppen. Så begynder de at være der noget længere tid. Så begynder de at lave noget fagligt,” forklarer Jens.
”Man kan også gøre det, at man kan bygge en lille bro. Det gør vi lidt med at lave noget praktik i indskolingen eller i klubben eller sådan noget. Og så er tanken jo selvfølgelig, at på et tidspunkt, så skal de selv kunne.”

Det sidste har folkene bag Bü-rummet endnu kun få erfaringer med, men heldigvis er der tegn på, at flere af de elever, der er gået ud, trives.

Forbilledlig rummelighed

Undervejs har Jens drømme om at bringe erfaringer fra Bü-rummet over i de almene klasser:

”Tænk hvis eleverne kunne komme ud og sige, her er jeg, jeg har autisme. Jeg har behov for det her, men jeg kan også tilbyde det her. Og så får I faktisk en god ven i mig.”

Altså at nedbryde fordommene og vise, hvad der egentlig er af guld hos de unge i Bü-rummet, selvom de måske ikke har valgt at følge det gængse kodeks for enshed, der hersker derude. Så man måske kunne forstå hinanden bedre og på den måde forebygge en bid af de årsager til mistrivsel, som har tvunget eleverne i Bü-rummet hjem på værelset.

Men måske også at vise en kultur, som Bü-rummet mestrer og mange måske kan savne i almenskolen: 

” Selve det, der gør, at det er rart at være i den her klasse, det er jo egentlig noget, der er muligt at få i alle klasser. Altså at folk er rolige og respekterer hinanden – det er jo noget, der burde kunne være opnåeligt. Det er det bare ikke altid, og det er det, der er lidt trist”, bemærker Frida.

Og hun beskriver, hvordan hun har fået et nyt syn på forskellighed efter, hun er kommet i Bü-rummet:

”Jeg har en meget større rummelighed i forhold til, hvor forskellige folk kan være. Jeg er også overrasket over, at jeg kan have så gode samtaler og føle mig så meget på bølgelængde med nogen, som jeg umiddelbart tænker er så meget anderledes end mig. Sådan noget har jeg virkelig lært meget af at være her. 
Og hun tilføjer: Rummelighed må være en af de mest vigtige egenskaber, man kan have.”

Alle navne på elever er sløret.

Mellemformer
Mellemformer er en organisering i folkeskolen, der kombinerer almen- og specialundervisning for elever med særlige behov. Dette fungerer ved, at eleverne er en del af en almen klasse, hvor de deltager i den undervisning som de kan, men samtidig har de også mulighed for at modtage undervisning i en mindre gruppe i et andet rum eller benytte det andet rum som pausemulighed eller til social træning. Formålet er at tilbyde specialpædagogisk støtte inden for rammerne af den almene skole, hvilket giver fagligt og socialt udbytte for eleverne, tilbagetrækningsmulighed, hjælp til at få et bedre overblik og individuel tilpasset undervisning, når der er behov for det.  
På Skolen ved Bülowsvej kaldes Mellemformerne ’Mellemrum’ og ligger i et særskilt lokale, der er hensigtsmæssigt indrettet og med lærer- og pædagogkræfter, der har fokus på elevernes individuelle behov. 
Børn fra hele kommunen visiteres til Mellemformerne.
I artiklen ‘Skolen reddede Mettes datter fra skolevægring‘ fra Folkeskolen kan man læse om en oplevelse med skolens mellemformer. 

Bü-rummet karakteriseres som en Mellemform, men er altså sin egen enhed i pedellejligheden og modtager unge, som er så slidte på traditionel skole, at de ikke er tilknyttet en stamklasse.

Ebbefos Fonden støtter Skolen på Bülowsvej over en treårig periode med udgangspunkt i deres arbejde i Bü-rummet.
Støtten muliggør blandt andet en udgående enhed, der skal understøtte arbejdet med børnene hjemme, skabe praktikpladser m.m. samt et forældrenetværk for forældre med børn i skolefravær.