Ebbefos Talk

Ebbefos Talk om den islandske børnereform

ved Islands børne- og undervisningsminister, Ásmundur Einar Daðason

 

Island nyder i disse år stort fokus på deres sociale indsatser og reformer rettet mod børn og unge. Og mange lande kigger af samme grund nordpå for at få inspiration til at arbejde på nye måder på tværs af sektorer og med stort fokus på at investere i forebyggelse, før skaden er sket.

Den såkaldte ”islandske model” har sænket unges forbrug af alkohol, cigaretter og hash markant – og i forlængelse heraf har det islandske parlament Altinget i 2021 vedtaget en børnereformen, der sigter på at forebygge problemer ved at gribe fat om roden, inden de vokser sig store.

Det helt særlige ved reformen er, at den forpligter alle, som har med børn at gøre, til at gribe ind, hvis de opdager, at et barn har problemer. Og alle betyder ALLE! Skolelæreren, lægen, den frivillige fodboldtræner, lokalbetjenten, socialarbejderen. Hvis et barn har brug for hjælp, skal barnet have tilknyttet en kontaktperson, som samler et team, der kan hjælpe barnet og familien med at løse problemet – uanset om det handler om fattigdom, talebesvær, skilsmisse eller vold i familien.

Tankesættet bag børnereformen sigter på at forebygge problemer ved at gribe fat om roden, inden de vokser sig for store, og der er dermed tale om en milliardinvestering. Men investeringen vil allerede i 2030 give overskud til staten, viser de islandske beregninger.

”Det er en af de bedste investeringer, vi nogensinde er kommet op med. Den giver et afkast på linje med Keflavík Airport,” siger Islands børne- og undervisningsminister, Ásmundur Einar Daðason, som er manden bag reformen.

Talk og debat

I Ebbefos Fonden har vi derfor inviteret den islandske minister ned til en Talk om hans reform med henblik på at drøfte, om vi i Danmark, som ligesom mange andre lande kæmper med store udfordringer ift. børn og unges mistrivsel, kan lade os inspirere af den islandske model.

Efter ministerens indlæg om de islandske erfaringer vil der være en paneldebat med relevante danske aktører, der vil reflektere over, hvordan de islandske erfaringer evt. kan omsættes i en dansk kontekst.

Stifter af Impact Insider, Carsten Terp vil moderere Talk’en med børne- og undervisningsminister, Ásmundur Einar Daðason samt den efterfølgende paneldebat.

Bagefter vil der blive serveret kaffe og kage med mulighed for mingling og netværk.

Tilmeld dig Ebbefos Talk om den islandske børnereform

Tid: Tirsdag den 22. august 2023 kl. 14-16
Sted: Ebbefos Fonden, Havnegade 23, København K

Der er desværre ikke flere pladser tilbage til Ebbefos Talk med Ásmundur Einar Daðason d. 22. august 2023. Du kan skrive dig op på ventelisten ved at sende en mail til kontakt@ebbefosfonden.dk, og så vil du blive kontaktet, hvis der skulle komme en ledig plads.