Søren Østergaard: Vi er nødt til at være langt mere ambitiøse på de fællesskaber, der faktisk findes

Af Vibeke Nyfos og Mille Fridal Illemann

Kontrasterne hersker på sådan en lys sommerdag på Frederiksberg. For egentlig var det vel mest nærliggende at søge efter Center for Ungdomsstudier på et klassisk universitets-campus. Men i stedet er vi blevet vist til rette i et sparsomt indrettet kontorlokale ovenpå Hermeshallen, og om nogle timer vil hallerne under os give genlyd af knirkende trampolinfjedre, friktion fra gummisko og bolde, der klasker mod væggen.

Chefen for Center for Ungdomsstudier, Søren Østergaard, ligner vel også mere en fodboldtræner end stereotypen af en forsker. På én gang en af Danmarks bedste formidlere, og samtidig udstyret med en stenbrosdialekt, der snildt vil kunne kalde et kuld uvorne fodboldspillere eller en sal fuld af det velfriserede fondsdanmark til orden. Som om hans budskaber får større vægt, når de leveres med et sprog, der har rod i hverdagen, men med eksempler, som tydeligt er hentet fra de unge selv. Så hverdagsnært og underbygget, og krydret med modeksempler fra vi voksnes barndom, den, vi alle konstant dykker tilbage i for at forstå de unge, men som var så uendeligt anderledes.

”Og vi havde jo erfaring. I vadede jo ind og ud af jeres veninders hjem, så I var vant til at komme der. Vores børn har ingen erfaring med det,” siger han for eksempel.

Helt klassisk ungdomsforsker er Søren Østergaard vel heller ikke. Hans mission er hjertevarm og handlekraftig, hvad der fylder mere for ham end at være underskriver på de store rapporter. For han er netop både forsker og praktiker. De mange år som fodboldtræner (læs: facilitator af børne- og ungefællesskaber) giver ham en levet erfaring med sit stofområde, som det ikke er mange af hans forskerfæller forundt.

”Jeg vil simpelthen bare gerne lave noget, der gør en konkret forskel”, siger han.

Med ord som de unges ’horisontale fællesskaber’, manglen på ’sekundære voksne’, de ’tekstroverte’ unge og ’tiltideværelse’ viser han os, at noget er anderledes hos de unge nu – og på nogle områder står det i skrigende kontrast til den erfaring af ’ung’, vi selv bærer rundt på.

Hverdagens vigtige voksne

De ’sekundære voksne’ for eksempel, arbejder Søren Østergaard ihærdigt på at genindføre i praksis i de unges liv – gennem fodboldtræning. De sekundære voksne er nemlig de vigtige voksne, vi selv mødte, da vi var børn og gik til sportstræning, til musikundervisning m.m. Eller som var vores veninders forældre, der sad i et køkken med te og tid og var anderledes tillidsvækkende end vores egne forældre. Som uden ambitioner eller bekymringer på vores vegne kunne spørge mere ligefremt, og vi var for høflige til ikke at svare. 

I Søren Østergaards optik er den slags voksne eroderet ud af de unges liv i takt med, at de mere end nogensinde har brug for den omsorg. Nogen, der spørger, nogen der har de levede erfaringer, også selvom de i nogen sammenhænge kun er få år ældre end de unge selv. 

Vennegrupperne i øjenhøjde.

”…i dag vokser de unge jo op i de der horisontale vennegrupper”, siger han, hvor alle er jævnaldrende og ligner hinanden.

Han minder os om, at vi andre jo ofte kom ind i et allerede sat vertikalt fællesskab, nede i gården eller på villavejen, hvor de ældre børn var rammesættere, og de yngre rettede ind.

”I de horisontale fællesskaber har alle de samme spørgsmål og de samme svar, og så er de unge så konsensussøgende. For at ting ikke bliver akavede og for at de ikke skal være uenige, så finder de løsninger, som alle kan se sig selv i”, tilføjer han.

På den måde bliver idealerne fuldstændig de samme. Drengene skal have sixpack. Pigerne skal se ud på en bestemt måde. 

”Tynde håndled”, giver han som eksempel.

Alt i alt beskriver Søren Østergaard en ungegruppe, der ikke får snakket særligt meget sammen om det, der er svært. Og heller ikke møder så mange af de lidt ældre forbilleder, der har klaret strabadserne, fordi de mest forholder sig til jævnaldrende unge, der er præcis samme sted i livet som dem selv. Manglen på sekundære voksne og nogen at se op til og rette ind efter, gør dagens børn og unge utrænede i at være sammen med andre.

Mission Trivsel

Derfor er Søren Østergaards mission at gribe mulighederne for samtaler og gøre det der, hvor fællesskaberne er. 

”Der er for mange indsatser, hvor vi ikke bruger de fællesskaber, der er i forvejen”, siger han. 

Og nogen har jo brug for en særlig indsats, understreger han, men en stor gruppe af unge har bare brug for noget, hvor vi er langt mere intentionelle og systematiske i det, vi gør allerede. 

På hans pigefodboldhold går pigerne ikke til ’trivsel’, for de går jo til fodbold. Men når de nu er samlet om det fælles mål at blive fodboldspillere, hvad er så mere nærliggende, når der nu er en voksen til stede, end at tale med dem også?

Så det gør de, trænerne, mens de følger et årshjul med temaer som relationer, krop eller om modet til at gøre nye ting. Hver fredag modtager trænerne en sms med næste uges tema og forslag til spørgsmål, de kan stille i forbindelse med træningen. Samtalerne bliver organiseret forskelligt, i grupper på to, tre eller i plenum, så alle pigerne får mulighed for at blive hørt, også de introverte.

”Når man tager udgangspunkt i den der kropslige erfaring omkring fodboldspillet, at lykkes med ting eller synes, at ting er svære”, bemærker Søren Østergaard, ”så er det meget nemmere. Jeg spørger hele tiden, hey, hvad synes du er svært? Det vil sige, at de aldrig kan svare forkert.”

Hvis han bliver i tvivl, spørger han sit Advisory Board, der består af fire 12-årige piger.

”Der er bare ting, vi aldrig har snakket om med nogen, som vi får lov til at snakke om”, refererer Søren Østergaard fra det seneste møde. Som bekræfter ham i, at hans indsats kan noget.

Fællesskab må rammesættes og øves

Et andet af Søren Østergaards rammende begreber er ’tiltideværelse’. Modsat tilstedeværelse, der kræver fysisk nærvær, kan børn og unge i dag nemt være sammen ‘i tiden’ og tale sammen over apps, spil og sociale medier, uden at de behøver at være fysisk til stede med hinanden. Kroppen skæres fra, når man primært er tekstrovert. Resultatet? De unge mangler sociale øvebaner, og de er utrænede i det fysiske, sociale liv, hvor man hele tiden giver og får feedback fra hinanden.

Derfor skal arbejdet med fodboldpigernes fællesskab rammesættes og man skal være tålmodig, for det sker ikke på en dag. For pigerne er låst godt fast i den vildfarelse, at det er deres eget individuelle ansvar, at de ikke er gode nok til at komme ind i fællesskaber. 

”Der er noget andet på spil. Og de vil rigtig gerne, men de synes det er svært”, forklarer Søren Østergaard.

Og tilføjer, at vi voksne ofte bidrager med en fortælling, der slet ikke passer ind i manges unges liv længere. Om gyldne ungdomsår med fester og kærester, som stadig fungerer for nogen, men bestemt ikke for alle. Og efterlader nogen med et mørke af alt det, de skal leve op til sammen med alt det andet. 

De 12-årige piger tænker hele tiden på, hvordan de fungerer i den her kontekst? Om det føles rigtigt? Bliver det akavet? Om de lykkes med ting? Og de spørger ikke om hjælp. 

Derfor er vi voksnes opgave at lytte. At sætte os ind i en verden, hvor idealet kan være tynde håndled. Eller i at have angst, selvom vi ikke selv har prøvet det. For som Søren Østergaard siger: 

”…vi er nødt til at være langt mere nysgerrige på ting, vi ikke ved noget om. Og egentlig bare acceptere, at vi jo også må være novicer. Og hvis vi ikke snakker med dem, så er der stor chance for, at de ikke snakker med specielt mange. Eller også bliver den første vigtige samtale med en psykolog.”

Søren Østergaard er centerchef for Center for Ungdomsstudier (CUR).
Han har desuden en ph.d. i Teologi og er frivillig fodboldtræner.  

Sammen med kollegaen Nanna Pagh Bugge er han netop udkommet med sin seneste bog om 25 ‘unikke, normale unge, som både trives og udfordres’.
Bogen hedder ’Jeg synes, jeg har alt for mange ting i hovedet’.

Det Advisory Board, som Søren Østergaard omtaler i artiklen, er koblet til projektet ”Fritid-Idræt-Trivsel”, som Frederiksberg Idræts-Union og CUR afprøver på 15 hold og årgange.
Projektet er støttet af Ebbefos Fonden.