I USA spirer en bevægelse, der skal sætte børnene fri fra de bekymrede forældre

Af Vibeke Nyfos

En voksende gruppe af forældre i USA har sat sig for at give deres børn uafhængigheden tilbage. Deres håb er blandt andet at fostre socialt intelligente børn, en egenskab der ikke mindst vindes, når man mødes med tillid og får lov til at handle på egen hånd.
Bevægelsen tog fart i 2008, da en stolt dreng tog alene til skole med New York’s subway og hans journalistmor beskrev reaktionerne i en artikel. Moderen hedder Lenore Skenazy og er siden blevet stifter af begrebet ’Free Range Kids’ og medstifter af bevægelsen Let Grow. Jeg møder hende på en café i Queens.

Man kan ikke altid kende en aktivist på det blotte udseende. Se bare Lenore Skenazy, som hun sidder her i solen i Queens med glimt i øjet og læbestift og med en indkøbs trolley ved sin side – klar til shopping. Men der går ikke mange minutter, førend man forstår, at hun er en kvinde med en mission. Og den er ikke blevet mindre gennem årene siden dengang, i 2008, hvor hun sendte sin 9-årige dreng alene med undergrundsbanen i New York til skole. Sådan startede det. En simpel hverdagshandling set med danske øjne, som Lenore, journalist som hun jo var, valgte at skrive en artikel om bagefter. Artiklen skabte så meget røre, at det affødte flere artikler, mere røre, og til sidst en bevægelse, så Lenore slet ikke fik tid til at skrive artikler mere. Hun blev kaldt ’USA’s værste mor’ – hvad der også blev titlen på det realityshow, hun senere blev vært for.

For folk blev bestyrtede. Flere blev provokerede. Andre blev næsten lettede. Lenores handling delte vandene, for mange steder i USA er det strafbart at lade sine børn vandre rundt på egen hånd. At lade dem i stikken, så at sige. For selv med tornyster på ryggen og på vej til skole, kan det opfattes ryggesløst nok. 

Dengang i toget blev Lenores søn prikket på skulderen af velmenende voksne, der ikke kunne forstå, hvor hans forældre var. Om han var okay? Om han var blevet svigtet? 
Men han var ingen af delene – tværtimod var han stolt som en pave, da han nåede frem til skolen i tide og helt uden at fare vild – præcis som han havde bedyret for sin mor, at han sagtens kunne. 

Da Lenore senere stiftede bevægelsen Free Range Kids, producerede hun sedler til børnenes lommer og badges til brystet, hvorpå der stod, at børnene var alene afsted med deres forældres tilladelse.

’Independece made easy, normal and legal’

Senere stiftede hun Let Grow sammen med professor og socialpsykolog Jonathan Haidt (som har skrevet den internationale bestseller ’The Anxious Generation’), professor og psykolog Peter Grey, (én af de førende forskere i børns leg) og finansmanden og daværende formand for FIRE (The Foundation for Individual Rights and Expression) Daniel Shuchman. Sammen har de den mission, som der står på Let Grows hjemmeside at gøre det let, normalt og lovligt at gøre børn handlekraftige på egen hånd. 

”Hvornår er forældre mest stolte over deres børn?’, spørger Lenore retorisk? ”Jeg kan garantere dig for, at det var på et tidspunkt, hvor de ikke var sammen med deres barn, men hvor de fandt ud af, at barnet havde været god mod et andet barn eller gjort noget andet på egen hånd, som forældrene slet ikke havde forventet.”

Det ’normale’ er hun særligt passioneret omkring. Hun ønsker at bringe ’fornuften’ tilbage, som hun siger og bruger ordet ’sanity’, der er svært oversætteligt til dansk i sin rene form. For ’sane’ står jo i modsætning til ’insane’, sindssyg, og det er tydeligt, at Lenore oplever et mønster omkring forældreskab og børn i USA, der er gået over gevind i bekymring og overbeskyttelse.

Hun beskriver, hvordan mange amerikanske forældre ikke længere tør lade deres børn lege i forhaven. Eller de tvivler på om børnene bør gå to husblokke til skolebusstopstedet i et ellers trygt kvarter, hvor alle kender hinanden. Selv Halloweens Trick-or-Treat er i fare mange steder. Hvorfor? Fordi der kunne ske noget forfærdeligt. 

”Tanken om, at 7-8 børn, der leger i forhaven i et trygt kvarter skulle kunne dø af det, er jo helt skørt,” fastslår Lenore. ”Den mest normale ting børn nogensinde har gjort i den sikreste tid i historien og på det sikreste sted.”

Og hun konkluderer: ”Det jeg taler om, er en kultur, der er kørt af sporet og må føres tilbage. Det bør ikke være tilladt at organisere et samfund på en falsk og nedbrydende idé. Og lige nu virker det som om, det er blevet den normale måde at tænke på.”

Lenore beskriver et USA, hvor folk er i en konstant frygt for, at deres børn bliver kidnappet eller potentielt udsat for fare. Konsekvensen er, ifølge Lenore, at forældrene er til stede i næsten alt, hvad børnene foretager sig. Om børnene er hjemme eller ude er forældrene altid med, på vej i bil til skole, på vej til fritidsaktiviteter, ventede udenfor dansesalen eller fodboldbanen. 

Desuden registrerer Lenore en tendens blandt forældre, hvor de fortæller sig selv og hinanden, at denne øgede voksenkontakt er særligt gavnlig for barnet, fordi de kan vejlede barnet undervejs. Men her underkender forældrene den kæmpe gevinst, som børnene har i den frie relation med hinanden, hvor de blandt andet vinder sociale færdigheder, understreger hun. 

Med fuld kontrol kommer empatien i fare

I kølvandet på forældres frygt for deres børns sikkerhed, beskriver Lenore et stigende ønske om kontrol. Men kontrol afføder nemt social kontrol. Og frygten for at blive dømt som uansvarlig af de andre forældre gør, at man mere og mere kommer til at tvivle på sin egen dømmekraft og ret til at træffe gode forældrevalg.

”Måske er det en konsekvens af den globale velstand”, filosoferer Lenore, ”hvor vi forventer at kunne kontrollere alt. Problemet med kontrol er bare, at hvis der sker noget slemt, så er det din egen skyld. Så havde du ikke været opmærksom nok, været en god nok forælder.”

Og hun tilføjer: ”Den tro på, at vi kan kontrollere alt, har ikke gjort os hverken mere fornuftige eller lykkeligere eller givet os muligheden for at ånde lette op, men nærmere det modsatte!”

Det hele forstærkes, bemærker hun, af smartphones og muligheden for at overvåge vores børn konstant, så børnene aldrig adskilles fra os og omvendt. 

Hun frygter, det er begyndt at udfordre empatien i det amerikanske samfund. For når alle må bære ansvaret alene og forstår sig selv som herre over enhver ulykke, kan vi måske nok forvente en grad af sympati fra omverdenen, men begrænset empati og en stor grad af bebrejdelse og skyld. 

”Hvis du ikke tror på andre end dig selv, er det det modsatte af en kultur eller et samfund. Og det gør folk så ensomme”, sukker hun.

Manglen på uovervåget leg og selvstændighed

Ideen til Let Grow opstod undervejs gennem Jonathan Haidts forskning. Vennen Dan Shuchman havde oplevet en øget ængstelighed og depression hos de studerende på universiteterne, og spørgsmålet var først, om det mon var undervisningen, der inspirerede de studerende til en øget grad af katastrofetanker og sort-hvid tænkning? Men efterhånden opdagede Haidt, at det nærmere var en global tendens, som tog til, dengang Smartphones og ikke mindst de Sociale Medier blev populære. Men ikke kun. For Jonathan Haidts forskning viser også, at der er sket en historisk transformation af barndommen, som udfordrer børns udvikling af sociale færdigheder. Dette skyldes især manglen på uovervåget leg og selvstændighed, mener han.

Så da de stiftede Let Grow, lod de sig særligt inspirere af en skolelærer, der sagde til sine elever, at de skulle gå hjem og ’gøre noget nyt MED deres forældre tilladelse, men UDEN deres forældre’.  

Siden har bevægelsen haft effekt på mere end 800.000 børn og er nået helt til Danmark, hvor Just Human anført af stifter Chris MacDonald og direktør Ida Enghave er inspireret af tankerne i deres nyeste projekt Just Play.

I Let Grow programmet støtter man forældre i at gøre børnene handlekraftige og selvstændige på en forsvarlig måde. Programmet tilskynder forældre til at stole på deres børn, og give dem opgaver baseret på tillid, hvad der får børn til at føle sig stolte og duelige: 

”Vil min 7-årige selv gå til bussen? Lad hende gøre det. Er vi i et område, hvor det er for farligt? Lad barnet bage pandekager til morgenmad. Den slags”, beskriver Lenore. 

Og så er der skolerne. Her anbefaler de at lade børnene lege i blandede aldersgrupper. Og at de voksne der er til stede blander sig så lidt som muligt.

”Det skal være sådan, så børnene selv lærer, hvordan man får ting til at ske, går på kompromis, kommunikerer, finder på ideer og lege, for det er så vigtigt og det gør de ikke lige nu”, siger Lenore. 
”Lige nu er det, som om de leger på en græsmark af kunstgræs med oplevelser, der er tilsvarende kunstige.”

Den høje, danske tillid

For tilhængerne af Let Grow står Danmark som det forjættede land. Et land med så høj tillid, at man trygt efterlader sin baby i barnevognen udenfor cafeen.

Kan vi alligevel genkende mønsteret, som Lenore beskriver? Og kan vi lære af USA, inden det er for sent? Kan vi give vores børn gode Let Grow-oplevelser, så de ranker ryggen og viser os, at de kan så meget mere end vi troede?
Tør vi vise dem tillid?
Tør vi vise hinanden tillid?
Og kan vi bruge den pause og gevinst, det vil være at give vores børn plads?

Som man siger hos Let Grow: ’When parents step back, kids step up’. 
Når forældre træder tilbage, træder børn i karakter. Og måske gør forældrene også.